Kinesisk astrologi - Tegn, Traditioner & Nysgerrighed

Hvad er kinesisk astrologi? Når de 12 dyr kun er begyndelsen

“Du er født i Grisens tegn.” Jeg kan faktisk stadig huske min første tanke – Undskyld… har du lige fornærmet mig, eller var det ment som noget positivt?

For på det tidspunkt vidste jeg stort set ingenting om kinesisk astrologi. Jeg vidste godt, at der fandtes noget med kinesiske stjernetegn, men det var omtrent også dér, min viden stoppede.

Så selvfølgelig gjorde jeg det, de fleste af os gør, når nogen fortæller os noget mærkeligt om os selv – jeg slog det op. Og ganske rigtigt, Jeg var født i Grisens tegn. Og nej, det viste sig faktisk ikke at være en fornærmelse. Grisen er ét af de 12 dyr i den kinesiske dyrekreds, og mit fødselsår hørte til Grisens tegn.

Jeg læste lidt om Grisen. Noget kunne jeg genkende, andet sagde mig ikke så meget – og så lagde jeg faktisk ikke mere i det. For hvis jeg skal være helt ærlig, syntes jeg også, det virkede lidt bredt. Et helt år? Alle mennesker født inden for det samme kinesiske år skulle altså have det samme dyr?

Sammenlignet med den vestlige astrologi, jeg kendte bedre, hvor de 12 tegn fordeler sig hen over året, virkede det næsten lidt for enkelt. Så Grisen fik lov at være en hyggelig lille oplysning om mig, som jeg kunne hive frem ved passende lejligheder…

“Nå ja, og så er jeg i øvrigt Gris.”

Men nogle år senere begyndte jeg at kigge på kinesisk astrologi igen. Denne gang i forbindelse med min søns kinesiske stjernetegn, da en fra mødregruppen fortalte, hvilke tegn vores børn ville være.

Og her skete der noget.

For pludselig stødte jeg ikke kun på et dyr. Der var også et element, og ikke engang helt de elementer, jeg kendte i forvejen. Her i Lykmars Univers arbejder vi også med Jord, Ild, Vand, Luft og Ånd fra den vestlige spirituelle tradition. Men i kinesisk astrologi mødte jeg i stedet Træ, Ild, Jord, Metal og VandOkay… hvor blev Luft egentlig af – og hvornår kom Metal med?

Det viste sig, at vi taler om to forskellige traditioner – og den forskel fortjener sin egen samtale. For jo mere jeg kiggede, jo mere opdagede jeg, at der gemte sig langt mere bag de 12 dyr, end jeg først havde troet… Yin og Yang, Elementer, Cyklusser, der bevæger sig gennem årene...

Kinesisk astrologi viste sig med andre ord at være lidt af et kaninhul – et virkelig spændende et. Et af dem, hvor man stikker hovedet ind for at få svar på ét spørgsmål og opdager, at der står mindst syv nye spørgsmål og venter på den anden side.

Og måske er det faktisk derfor, denne blog serie om kinesisk astrologi er blevet til. Ikke fordi jeg er ekspert i kinesisk astrologi – det er jeg bestemt ikke. Men fordi jeg blev nysgerrig.

Nysgerrig på, hvad der egentlig ligger bag de dyr, mange af os måske har slået op på et tidspunkt – men også på den måde, kinesisk astrologi arbejder med tid, cyklusser og naturens rytmer.

For måske er der noget spændende at opdage dér, også selvom vi sidder midt i et helt almindeligt hverdagsliv i 2026. Og dét synes jeg er værd at blive siddende lidt længere for. Så hvis du har lyst, så bliv endelig siddende – theen må gerne blive kold undervejs.

For hvad er kinesisk astrologi egentlig?

Hvad er kinesisk astrologi egentlig?

Hvis du bare vil have det korte svar, så er kinesisk astrologi en gammel kinesisk tradition, hvor tid, naturens cyklusser og menneskets liv betragtes som dele af et større mønster. De kinesiske stjernetegn, som mange af os kender gennem de 12 dyr, er kun én del af det.

Og hvis du sidder og tænker “Okay Heidi… det gjorde mig faktisk ikke meget klogere.” – så forstår jeg dig godt.

For kinesisk astrologi er større end de 12 dyr, mange af os først møder. Rotte, Okse, Tiger, Kanin, Drage og alle de andre er den genkendelige del. Men bag dem ligger et langt større system, hvor blandt andet Yin og Yang, de fem kinesiske elementer og forskellige cyklusser spiller sammen.

Det er derfor, et år ikke bare behøver være Hestens år. Det kan være Ild-Hestens år. Dyret står ikke alene, men er én del af noget større.

Og her skal vi måske lige have én ting på plads. Kinesisk astrologi er ikke videnskab, og denne blog er ikke skrevet for at bevise, at vores fødselsår eller himlens bevægelser bestemmer, hvem vi er, eller hvad der kommer til at ske.

Det er heller ikke dér, min egen interesse ligger. Det, der fascinerer mig, er blandt andet, at mennesker gennem meget lang tid har betragtet verden omkring sig og forsøgt at finde rytmer og mønstre i den.

For vi lever jo stadig midt i rytmer, vi har bare fået virkelig mange andre ting ovenpå… Kalenderen fortæller, hvor vi skal være tirsdag klokken 14.30. Telefonen minder os om det, og notifikationerne fortæller os både, hvad der sker nu, og hvad vi allerede burde have gjort.

Imens fortsætter en anden slags tid udenfor.

Dagene bliver længere og kortere. Temperaturen skifter. Noget spirer, noget blomstrer, noget høstes, og noget går i hvile. Og vi følger stadig med, selvom vi måske ikke tænker så meget over det. Vi skifter sandalerne ud med vinterstøvler, opholder os anderledes ude og inde gennem året og planter på nogle tidspunkter og høster på andre.

Vi kan fylde kalenderen lige så meget, vi vil. Men vi er stadig en del af naturens cyklusser. Og måske er det netop dét, jeg selv synes er så spændende ved at kigge ind i gamle traditioner som kinesisk astrologi.

Ikke fordi vi skal kopiere en anden tid eller kultur, men fordi de kan minde os om, at tid også kan betragtes som andet end noget, der skal fyldes ud mellem to aftaler.

Måske er vi blevet rigtig gode til at tælle tiden. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi altid husker at mærke den.

Men hvornår begynder et kinesisk år egentlig?

Hvis jeg siger, at jeg er født i 1983 og derfor er Gris, lyder det jo meget enkelt – 1983 = Gris. Men sådan kan vi faktisk ikke altid regne. For det kinesiske år følger ikke vores kalender fra 1. januar til 31. december.

Den traditionelle kinesiske kalender er hvad man kalder lunisolær, og betyder, at både Månen og Solens gang gennem året spiller en rolle. Månederne begynder ved nymåne – og det gør det kinesiske nytår også.

Men det er ikke bare årets første nymåne, som jeg egentlig først troede. Som hovedregel begynder kinesisk nytår ved den anden nymåne efter vintersolhverv. Der findes lidt mere kalenderteknik bag, men den behøver vi heldigvis ikke have frem over theen i dag.

Det vigtigste lige nu er egentlig bare – Kinesisk nytår begynder ved en nymåne, og derfor flytter datoen sig i vores kalender fra år til år.

Og her kommer noget, jeg virkelig godt kan lide:

Nytåret er ikke bare én dag. Kinesisk nytår markerer begyndelsen på Forårsfestivalen, og nytårsperioden strækker sig traditionelt over 15 dage. Den afsluttes på den 15. dag med Lanternefestivalen, omkring fuldmånen.

Så helt enkelt fortalt – Nymånen betyder at det nye kinesiske kalenderår begynder. Så er der 15 dages nytårsfejring, som afsluttes med Lanternefestivalen omkring fuldmånen.

Og lige dér begynder mine egne 2026-briller at blinke lidt. For jeg er vant til nytår som noget, der sker klokken 00.00… Ti, ni, otte… Godt nytår! Kalenderen skifter, og 1. januar vågner vi næsten med en forventning om, at nu skal det nye år være begyndt – og helst også alle de nye vaner, intentioner og planer, vi har lagt.

Her møder vi i stedet en nytårsperiode, der bevæger sig fra nymåne mod fuldmåne. Ikke fordi vi behøver gøre traditionen til vores egen. Men jeg kan godt lide tanken om, at en begyndelse ikke nødvendigvis behøver ske med et brag ved midnat.

Nogle gange må noget nyt godt begynde stille – og få lov til at vokse undervejs.

Men hvornår skifter dit dyr så?

Og så tilbage til astrologien. For hvis året ikke begynder 1. januar, kan du heller ikke altid finde dit kinesiske stjernetegn ved bare at kigge på fødselsåret.

Er du født i januar eller februar, kan du nemlig stadig høre til det foregående kinesiske år. Når vi taler om det kinesiske årstegn, som de fleste af os kender, bruges begyndelsen på det nye kinesiske kalenderår som skillelinje. Så er du født omkring årsskiftet, er det værd at tjekke den præcise dato for kinesisk nytår i dit fødselsår.

Der findes mere avancerede astrologiske systemer, hvor andre skæringspunkter også kan spille ind – men dét kaninhul behøver vi ikke hoppe ned i her. Det gemmer vi til “Sådan finder du dit kinesiske stjernetegn og element”, hvor vi kan kigge ordentligt på det.

Så selv et så enkelt spørgsmål som“Hvilket kinesisk stjernetegn er jeg?” …viser sig at have lidt flere krøller, end man måske lige skulle tro.

Og vi har kun lige sat os til rette.

Det begyndte ikke med: “Hvilket dyr er du?”

Hvis du indtil nu har tænkt på kinesisk astrologi som de 12 dyr, er du bestemt ikke alene – det var også dér, jeg selv begyndte.

Rotte, Okse, Tiger, Kanin, Drage, Slange, Hest, Ged, Abe, Hane, Hund og Gris. Tolv dyr, der skiftes til at lægge navn til hvert sit år – og som vi ofte møder gennem beskrivelser af personlighed, styrker, udfordringer og hvem vi mon passer særligt godt sammen med.

Men da jeg begyndte at kigge lidt længere ind bag dyrene, kom endnu et af mine “Vent… hvad?”. For dyrene er faktisk kun den mest synlige del af et større system.

Bag dem findes blandt andet De 12 Jordiske Grene, som traditionelt har været brugt til at inddele tid og blandt andet forbindes med år, måneder og timer. Hver af de 12 grene er knyttet til et af dyrene. Sammen med dem findes De 10 Himmelske Stammer, som hænger sammen med Yin og Yang og de kinesiske fem elementer: Træ, Ild, Jord, Metal og Vand.

Og allerede her kan vi godt lægge lærebogen væk igen. For vi behøver heldigvis ikke lære Himmelske Stammer og Jordiske Grene for at forstå den vigtigste pointe – Et år er ikke bare et dyr.

Det har flere lag. Det er derfor, vi i 2026 ikke bare er gået ind i Hestens år, men i Ild-Hestens år, som du også kan læse mere om HER!. Og bag det hele findes større cyklusser. Faktisk går der 60 år, før den samme kombination vender tilbage. Den Ild-Hest, vi møder i 2026, blev derfor sidst mødt i 1966.

Og her synes jeg næsten, vi skal stoppe igen… For nu har vi allerede åbnet døren til elementerne, Yin og Yang og 60-årscyklussen – og hver af dem kan sende os videre ned i sit eget spændende kaninhul.

Lige nu er pointen meget enklere. Da jeg første gang fik at vide, at jeg var Gris, troede jeg næsten, at dyret var kinesisk astrologi. Nu ville jeg snarere sige, at det var den lille synlige snip, jeg tilfældigvis havde fået fat i.

Og da jeg først begyndte at trække i den… fulgte der en hel del mere med.

Dit kinesiske dyr er ikke hele dig

Efter alt det her kunne man måske tro, at vi nu bare skal finde den helt rigtige kombination af dyr og element – og har vi endelig den kinesiske beskrivelse af, hvem vi er.

Men nej. Kaninhullet havde selvfølgelig lige en etage mere. Når vi siger “Jeg er Gris”, taler vi som regel om det dyr, der hører til vores fødselsår. Men i mere omfattende kinesiske astrologiske systemer er fødselsåret kun én del af billedet.

Et eksempel er BaZi, også kendt som De Fire Søjler, hvor man ser på år, måned, dag og time for fødslen. Og meget længere behøver vi faktisk ikke gå ned ad dén vej lige nu, for det interessante her er bare opdagelsen af, at vores årsdyr ikke er hele os.

Det forklarer også lidt af det, jeg selv oplevede, da jeg første gang læste om Grisen. Noget kunne jeg genkende, andet kunne jeg ikke – men beskrivelsen føltes også meget generel. Og det giver jo lidt mere mening, når jeg nu ved, at jeg kun havde fat i én del af et langt større system.

Men måske gemmer der sig også en lille påmindelse her, som jeg godt kan lide at tage med ud af astrologien og ind i helt almindeligt hverdagsliv.

For vi mennesker er ret gode til at beskrive os selv med små sætninger:

Jeg er Vædder.

Jeg er Gris.

Jeg er introvert.

Jeg er sådan én, der altid…

Nogle gange kan de beskrivelser være rare. De kan give genkendelse, sprog for noget i os eller bare et lille “Gud ja, det er faktisk meget mig.” Men de kan også hurtigt blive til kasser, og jeg tror egentlig ikke, vi behøver flere kasser.

Jeg synes, det bliver langt mere interessant, hvis astrologi – kinesisk eller vestlig – får lov til at være noget, vi kan spejle os i, fremfor noget der skal fortælle os, hvem vi er.

Kan jeg genkende noget? Er der noget, der overrasker mig? Er der noget, jeg overhovedet ikke kan se mig selv i? Og måske vigtigst – Får det mig til at opdage eller tænke over noget, jeg ellers ikke havde lagt mærke til?

For mig er det dér, astrologi bliver spændende.

Ikke når den giver mig et facit, Men når den giver mig et nyt spørgsmål.

Vi har egentlig kun lige åbnet døren

Jeg begyndte med “Nå. Så jeg er Gris.” Og endte med at opdage et system, der var langt større, end jeg havde forestillet mig.

Vi har kun lige kradset i overfladen her – og det er helt med vilje.

For denne blog-serie skal ikke gøre os til eksperter i kinesisk astrologi. Den skal være et sted, hvor vi kan gå nysgerrigt på opdagelse, samle det op, der vækker noget i os – og lade resten ligge til en anden dag.

Måske sidder du lige nu mest og tænker“Fint nok, Heidi. Men hvilket dyr er JEG så?”

Måske tænker du hvorfor hedder det Ild-Hestens år? Hvad pokker laver Ilden egentlig dér?

Måske blev du hængende ved Yin og Yang, de større cyklusser – eller noget helt tredje.

Der er ikke ét rigtigt sted at fortsætte.

Måske behøver vi ikke forstå det hele

Jeg begyndte denne samtale med en Gris. Og helt ærligt også med en lille mistanke om, at et dyr knyttet til et helt fødselsår lød lige lovlig enkelt.

Nu står vi et lidt andet sted.

Vi har opdaget, at de 12 dyr kun er én synlig del af et langt større system. At tiden ikke nødvendigvis begynder og slutter de samme steder, som vores kalender fortæller os. Og at kinesisk astrologi rummer lag og cyklusser, som vi kun lige har stukket næsen indenfor.

Men måske behøver vi heller ikke forstå det hele.

For mig er noget af det fineste ved at gå på opdagelse i gamle traditioner ikke nødvendigvis at ende med flere svar. Nogle gange er det mindst lige så værdifuldt, hvis de får os til at kigge på noget velkendt med lidt nye øjne. På tiden, vi hele tiden forsøger at få nok af. På naturens rytmer, der fortsætter omkring os, uanset hvor mange aftaler der står i kalenderen.

Eller måske bare på os selv. For jeg er stadig Gris. Men jeg behøver ikke bruge det som et facit på, hvem jeg er. Jeg kan være nysgerrig på det, spejle mig i det, tage det med, der giver mening – og lade resten ligge.

Og måske er det egentlig sådan, jeg helst vil gå videre ind i kinesisk astrologi. Ikke for at finde endnu en kasse at putte os selv i – men for at opdage nogle nye vinduer at kigge ud af.

Hvis du har lyst til at blive lidt længere…

Vi har kun lige åbnet døren til kinesisk astrologi, og allerede nu er der flere steder, nysgerrigheden kan have bidt sig fast.

Måske sidder du mest og tænker: “Fint nok, Heidi – men hvilket dyr er JEG så?” Måske var det Yin og Yang, der fik dig til at spidse ører. Eller måske hænger du stadig lidt fast i de fem kinesiske elementer – Træ, Ild, Jord, Metal og Vand (som du kan læse mere om HER)– og undrer dig over, hvad de egentlig laver midt i det hele.

Det er alt sammen noget, vi kan gå på opdagelse i hen ad vejen.

Men du behøver faktisk ikke gå videre lige nu.

Du behøver ikke finde dit tegn, lære de fem elementer udenad eller forstå alle de cyklusser, vi kun lige har kigget ind i. Måske er der bare én lille tanke, der blev hængende.

Noget om tiden. Om naturens rytmer. Om den kasse, du måske engang har puttet dig selv i. Eller bare en nysgerrighed på, om verden kan betragtes på flere måder, end den vi er vant til.

Lad den gerne blive hængende lidt.

For nogle gange behøver vi ikke straks finde det næste svar. Nogle gange er det nok at opdage, at vi har fået lyst til at stille et nyt spørgsmål.

Og måske… bare mærke efter, hvad det spørgsmål vækker i os.

Heidi Jetmar – Lykmars Univers