Lughnasadh – Hvad har du egentlig høstet

Jeg må være helt ærlig… Hvis ikke årshjulet mindede mig om, at Lughnasadh nærmer sig, er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg selv ville opdage det. Eller… jo.

Jeg ville nok lægge mærke til, at morgenerne er blevet lidt køligere. At brombærrene langs hækken er begyndt at blive modne. At tomatplanterne, som jeg var lidt bekymret for tidligere på sommeren, lige pludselig bugner af små røde tomater.

Men ville jeg sætte mig ned og tænke over, hvad jeg egentlig har høstet det sidste halve år? Hvis jeg skal være helt ærlig… så nej. Jeg ville sikkert gøre, som jeg plejer. Krydse én ting af to do-listen, få en ny idé eller begynde på det næste projekt. Og så ville august sikkert flyve forbi, uden at jeg skænkede det en tanke.

Det fik mig faktisk til at smile lidt, da jeg begyndte at skrive den her blog. For mens jeg sad og skrev om Lughnasadh og om at stoppe op… tog jeg mig selv i allerede at tænke på de næste blogs, jeg gerne ville skrive.

Det er jo egentlig lidt komisk. Og måske er det også meget menneskeligt. Måske er det derfor, jeg har brug for Lughnasadh. Ikke fordi jeg er god til at leve efter det, men fordi den hvert eneste år minder mig om noget, jeg så let glemmer – at stoppe op. Ikke for at vurdere, om jeg har gjort det godt nok, men bare for at lægge mærke til det, der faktisk allerede er vokset.

Jeg tror nemlig, vi er mange, der er bedre til at kigge fremad end bagud. Vi når lige at glæde os over, at vasketøjet er lagt sammen… inden vi får øje på støvet i hjørnet. Vi maler stuen… og begynder straks at overveje, om gangen også trænger. Vi bliver færdige med ét projekt… og får tre nye idéer.

Det er egentlig meget menneskeligt. Jeg gør det selv hele tiden. Og måske er det netop derfor, naturen har så meget at lære mig. For den skynder sig ikke, den står bare stille et øjeblik og viser, hvad der er vokset.

Det synes jeg faktisk er ret smukt.

Når sensommeren stille banker på

Måske er det derfor, jeg holder så meget af årshjulet – det får mig til at opdage ting, jeg ellers ville være gået lige forbi.

Ikke de store ting. De små… den trøje, man tager med ud om morgenen, men ender med at bære over armen resten af dagen. Æblerne, der begynder at tynge grenene lidt mere, eller duften af nyslået græs, som langsomt bliver blandet med sensommerens blomster og modne frugter.

Naturen råber faktisk aldrig. Den hvisker – og måske er det derfor, den er så let at overse, når hverdagen kører derudad.

Det er netop her, Lughnasadh finder sin plads i årshjulet. Ikke som en stor festdag, vi skal præstere til, men som en lille kærlig påmindelse om at kigge op.

Eller måske nærmere kigge omkring os.

Hvad er Lughnasadh egentlig?

Lughnasadh – som udtales nogenlunde Loo-na-sa – fejres omkring den 1. august og markerer den første af årets tre høstfester. Det er her, naturen begynder at give noget tilbage. Kornmarkerne står gyldne, frugttræerne begynder stille at bøje grenene under vægten – og alt det, der blev sået tidligere på året, begynder nu at kunne høstes.

Jeg kan egentlig godt lide den tanke.

For den minder mig om, at naturen aldrig har travlt. Den forventer ikke, at alt er klar på én gang. Nogle ting bliver modne nu, andre først senere.

Måske gælder det også os.

Lughnasadh eller Lammas?

Hvis du har læst lidt om årshjulet før, er du måske stødt på både navnet Lughnasadh og Lammas.

Og jeg kan godt afsløre, at jeg også lige skulle finde hoved og hale i det, da jeg begyndte at dykke ned i de keltiske højtider. For er det egentlig det samme? Både ja og nej.

Lughnasadh har sine rødder i den keltiske tradition og er opkaldt efter guden Lugh. Her handlede festen om årets første høst, fællesskab og taknemmelighed for alt det, jorden havde givet tilbage.

Lammas kommer derimod fra den angelsaksiske tradition. Navnet betyder “brødfest”, fordi man bagte årets første brød af det nyhøstede korn og bragte det til kirken som en tak for høsten.

Jeg synes faktisk, det er en ret fin tanke. At man bagte et brød af det første korn og stoppede op for at sige tak, før man skyndte sig videre.

I dag bruger mange navnene lidt i flæng, og det synes jeg faktisk er helt okay. For uanset hvilket navn vi bruger, så peger de begge i den samme retning.

De minder os om at stoppe op – ikke ret længe, bare længe nok til at opdage, hvad der allerede er vokset.

Og hvis jeg skal være helt ærlig… så skriver jeg nok lige så meget den her blog til mig selv, som jeg gør til dig. For jeg har mindst lige så meget brug for Lughnasadhs påmindelse, som jeg håber, du kan tage med dig.

Måske er det også derfor, jeg holder så meget af årshjulet. Det føles ikke, som om det forventer, at jeg gør alting rigtigt.

Det inviterer mig bare til at lægge mærke til det, jeg ellers så let overser.

De frø, vi næsten glemmer

Når vi hører ordet høst, tænker de fleste nok på kartofler, gulerødder eller gyldne kornmarker.

Jeg gør i hvert fald – men jeg tror faktisk, at naturen prøver at minde os om noget lidt større. For vi sår jo også frø i vores eget liv. Nogle gør vi helt bevidst, andre opdager vi først bagefter.

Jeg kan godt finde på at sætte mig nogle mål i januar. Du ved… “I år skal jeg…” Drikke mere vand, gå flere ture, huske mig selv lidt mere…

Og hvis jeg skal være helt ærlig… så kan jeg også godt finde på at glemme halvdelen, hvis ikke alle igen. Ikke fordi de ikke var vigtige, men fordi livet sker… arbejde, familie, madpakker, vasketøj, den der ene skuffe, man har tænkt skulle ryddes op siden marts. Og pludselig er vi nået til august.

Måske kan du genkende det?

Det sjove er bare, at selv når jeg glemmer mine egne planer, så betyder det ikke nødvendigvis, at der ikke er sket noget. Måske er jeg blevet lidt bedre til at passe på mig selv, måske er jeg blevet bedre til at sige nej, eller måske har jeg lært noget, jeg slet ikke havde planlagt. Det er jo også en høst.

Og måske er det netop derfor, jeg har brug for Lughnasadh – den minder mig om at se efter de frø, jeg ellers ville være gået forbi.

Vi er nogle sjove størrelser

Der er altså noget lidt pudsigt ved os mennesker.

Vi kan glæde os til sommerferien i flere måneder… og allerede efter et par dage begynde at tænke på, hvad vi skal, når ferien er slut. Vi kan bruge en hel weekend på at male stuen – og inden malingen er tør, står vi og overvejer, om gangen også burde have en ny farve. Eller vi lægger alt vasketøjet sammen, læner os tilfredse tilbage… og så opdager vi kurven med det mørke tøj, der stadig står ovre ved vaskemaskinen.

Jeg griner lidt, mens jeg skriver det – for det kunne lige så godt være mig.

Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle dig, at når Lughnasadh kommer hvert år, så sætter jeg mig helt naturligt ned med en kop the, finder min notesbog frem og bruger en hel eftermiddag på at reflektere over årets høst.

Sandheden er nok nærmere, at jeg kommer i tanke om det, når jeg står med hænderne nede i bærbuskene eller opdager, at æblerne begynder at være være mere modne. Og så tænker jeg “Nå ja… det er jo Lughnasadh.”

Jeg skal øve mig lige så meget som alle andre.

Faktisk tror jeg, det er derfor, jeg holder så meget af årshjulet. Ikke fordi det fortæller mig, hvad jeg allerede gør godt. Men fordi det blidt prikker mig på skulderen og minder mig om det, jeg så let glemmer.

At stoppe op og kigge mig tilbage over skulderen, og opdage, at der måske allerede er vokset meget mere, end jeg lige havde lagt mærke til. Et æbletræ bliver fx ikke frustreret over, at alle æblerne ikke er modne endnu. Det ved godt, at de bliver klar, når de bliver klar.

Det gad jeg faktisk godt være lidt bedre til.

Hvad har du egentlig høstet?

Hvis du nu sad overfor mig med en kop the, så tror jeg faktisk, at det var det spørgsmål, jeg ville stille dig.

Ikke: “Hvad mangler du at nå?” Men mere: “Hvad har du egentlig allerede opnået?”

Og jeg tror faktisk, vi begge to ville sidde lidt stille et øjeblik. For det spørgsmål er sværere, end man lige skulle tro. Jeg kan i hvert fald godt mærke, at det også udfordrer mig. For mit hoved er ofte allerede videre til det næste, jeg gerne vil skabe – den næste idé, det næste projekt….

Det er jo egentlig lidt sjovt… for lige så snart jeg føler, at noget er færdigt, begynder hjernen allerede at hviske: “Hvad så nu?”

Måske kender du det også. Og hvis ikke… så vil jeg faktisk gerne høre din hemmelighed. For den har jeg ikke knækket endnu – og måske gør jeg heller aldrig.

Måske handler det ikke om at blive god til aldrig at kigge fremad. Måske handler det bare om indimellem at huske også at kigge bagud – ikke for at rose mig selv, et har jeg faktisk aldrig været specielt god til, men for at anerkende den vej, jeg allerede har gået.

Måske er din høst ikke noget, andre kan se. Måske er den, at du har fået lidt mere ro, at du er blevet bedre til at mærke dine egne grænser, at du har grint lidt mere, at du har bedt om hjælp, eller måske har du bare holdt fast.

Og nogle år… er det faktisk en kæmpe høst i sig selv. Jeg tror i hvert fald, at naturen ville synes det.

Hvordan fejrer jeg så egentlig Lughnasadh?

Hvis du havde spurgt mig for et par år siden, havde jeg nok forestillet mig, at en høstfest skulle være noget med et smukt alter, hjemmebagt brød og et helt særligt ritual.

Og misforstå mig ikke… det kan det sagtens være. Men hvis jeg har lært én ting af årshjulet, så er det, at det meget sjældent handler om, hvor flot det ser ud. Det handler om nærvær, og det er faktisk en lettelse.

For de fleste af os har jo ikke en hel dag, hvor vi kan sætte os og fordybe os… der skal stadig smøres madpakker, græsset bliver ikke slået af sig selv og aftensmaden finder heller ikke selv vej op på bordet.

Jeg tror faktisk, det er derfor, jeg elsker tanken om hverdagsmagi. At spiritualitet ikke er noget, der kun sker, når alt er stille og perfekt, men noget, der kan få lov at leve midt i alt det almindelige.

Forleden gik jeg en tur. Ikke fordi jeg havde planlagt et lille Lughnasadh-ritual, hunden skulle luftes og jeg havde egentlig bare brug for at komme ud og få lidt luft. Og undervejs tog jeg mig selv i at stoppe op igen og igen. Jeg lagde mærke til blomsterne, lyset, og de små detaljer, som jeg normalt ville være gået lige forbi.

Og uden at jeg egentlig havde tænkt over det, stod jeg pludselig med telefonen fremme og tog billeder. Da jeg kom hjem, gik det op for mig, at naturen allerede var begyndt at fortælle, at sensommeren var på vej – og det slog mig, at det måske er præcis sådan, årshjulet allerbedst får lov at leve.

Ikke fordi vi planlægger det, men fordi vi opdager det.

Så hvis du spørger mig, hvordan jeg gerne vil fejre Lughnasadh… så tror jeg faktisk, det starter med en kop the, måske ude i haven og måske bare fem minutter, før jeg går i gang med det næste.

Ikke fordi jeg skal nå et ritual, men fordi jeg har lyst til lige at kigge mig omkring. Lægge mærke til haven, til lyset, til sensommeren – og måske også lidt til mig selv.

Små øjeblikke kan også være magiske

Jeg tror nogle gange, vi kommer til at gøre spiritualitet mere besværligt, end det behøver at være.

Som om det først tæller, hvis vi har de rigtige redskaber – den rigtige røgelse, den rigtige månefase, den rigtige musik.

Men naturen spørger jo aldrig, om vi har husket det hele. Den er bare. Så måske er Lughnasadh også en invitation til at gøre det lidt enklere – plukke et par brombær på gåturen, lægge mærke til den solsikke, der pludselig er blevet højere end én selv, eller bare sætte dig med en kop kaffe eller the og lade telefonen blive indenfor i ti minutter.

Det lyder måske næsten for enkelt.

Men måske er det netop det, der gør, at vi rent faktisk får det gjort. For hvis vi bilder os selv ind, at det først tæller, når vi har en hel fri dag og det perfekte ritual, så tror jeg ærligt talt, at vi kommer til at vente længe.

Det ved jeg i hvert fald, at jeg ville gøre.

Krystaller, der minder mig om Lughnasadhs energi

Det, jeg tager med mig fra Lughnasadh

Hvis jeg skal være helt ærlig… så skriver jeg nok lige så meget den her blog til mig selv, som jeg gør til dig – for jeg havde brug for den her påmindelse.

Jeg havde brug for at blive mindet om, at jeg ikke behøver skynde mig videre, bare fordi noget er lykkedes.

At jeg godt må standse op et øjeblik… smile lidt, og tænke: “Det frø blev faktisk til noget.”

Ikke fordi alt er lykkedes -det er der bestemt ting, der ikke er. Men fordi jeg alt for ofte glemmer at give mig selv lov til at glæde mig over det, der faktisk er vokset.

Måske er det en ny vane, måske er det en relation, måske er det et projekt, eller måske er det bare følelsen af, at jeg står et andet sted i dag, end jeg gjorde for et halvt år siden.

Og ved du hvad? Det behøver ikke være stort for at være betydningsfuldt.

Naturen sammenligner ikke sine blomster. Den bliver ikke skuffet over det æbletræ, der modner lidt senere end de andre. Den giver bare plads.

Den tanke prøver jeg at tage med mig. Ikke kun til Lughnasadh, men resten af året.

For hvis naturen kan have så meget tålmodighed med sine frø… så tænker jeg, at jeg også godt må øve mig i at have lidt mere tålmodighed med mine egne. Så når Lughnasadh kommer i år, håber jeg, at du har lyst til at stoppe op bare et øjeblik.

Ikke fordi du skal. Ikke fordi det står i en bog. Men fordi du måske – ligesom jeg – har brug for den lille kærlige påmindelse, om at der allerede er vokset mere, end vi nogle gange får øje på. Og hvis du ender med at sidde med en kop the i hånden, kigge ud over haven, altankassen eller bare himlen udenfor dit vindue… så håber jeg, at du sender dig selv den samme venlighed, som naturen viser sine egne frø. Den skynder ikke på dem, den tror på, at de nok skal vokse i deres eget tempo.

Det prøver jeg også at øve mig på – ét Lughnasadh ad gangen.

Hvis du har lyst til at følge årshjulet videre, så er Lughnasadh blot én af de otte keltiske højtider. Du kan læse mere i blogserien “De 8 Keltiske Højtider – Årshjulets Cirkler“ som du finder lige HER, hvor vi sammen følger naturens rytme gennem hele året – én højtid ad gangen.

Jeg glæder mig allerede til at tage dig med videre rundt i årshjulet.