– energier, klokkeslæt og krystaller til Månefaserne Juli til December 2026
Månen følger os gennem hele året – og når vi træder ind i årets anden halvdel, skifter hendes lys farve med årstiderne. Fra de lyse sommeraftener, hvor du måske står barfodet i græsset med en krystal i hånden, til efterårets stille gåture under faldende blade og de lange vinteraftener, hvor lyset fra månen føles ekstra klart mod mørket.
I Lykmars Univers ser jeg månen som en stille ledsager. Hun er der altid – et venligt nik, når det er tid til at give slip, og en blid opmuntring, når noget nyt banker på.
Her finder du en oversigt over månefaserne fra juli til december 2026 – med klokkeslæt, energier, stjernetegn og krystaller, der kan støtte dig i at følge årets sidste bevægelser i månens rytme.
Og du behøver ikke store ritualer for at være med. Ofte er det nok at tænde et lys, holde en krystal tæt og trække vejret dybt, mens du kigger mod himlen og siger: “Jeg er klar.” Om du gør det i Døstrup med uldsokker og varm te, eller på en aftentur ved Hobros smukke fjord, så er du allerede en del af månevandringen.
Hvis du er gået glip af årets første seks måneder – eller gerne vil genlæse dem – kan du finde dem HER!!!
For månen kræver ikke, at du har alle svarene. Hun minder dig blot om, at du er på vej – skridt for skridt, lys for lys.
Måner for Juli til December 2026
Juli
Nymåne – 14. Juli kl. 11:45 (Krebsen)
Julis nymåne lander i Krebsens følsomme og nærende tegn. En hverdagsmåne, hvor mange af os nok sidder midt i praktiske gøremål – men netop derfor er det en fin reminder om lige at stoppe op og trække vejret. Astrologisk danner Månen konjunktion med Merkur, og det kan gøre denne nymåne ekstra stærk for ærlig kommunikation og refleksion. Tanker og følelser kan pludselig finde hinanden – lidt som når man endelig får formuleret det, man længe har haft på hjertet. Perfekt til at sætte ord på nye intentioner eller tage en snak, der kan bringe dig tættere på det, du ønsker.
Krebsens energi føles som et kærligt tæppe, der minder os om at finde hjem i os selv. Denne nymåne spørger: Hvordan kan du skabe mere tryghed og nærvær i dit liv? Det behøver ikke være stort – måske er det en kop te i haven, en gåtur med bare fødder i græsset, eller en stille stund, hvor du får skrevet dine tanker ned.
Krystaller der støtter denne månes energi er Rosakvarts for selvkærlighed og blid styrke, Månesten for intuition og følelsesmæssig balance, og Røgkvarts for grounding, hvis følelserne bliver lidt store.
Tænk på denne nymåne som et kærligt anker midt i sommerens travlhed – et øjeblik, hvor du kan minde dig selv om, at hjem ikke kun er et sted, men også en følelse, du kan bære med dig.
Fuldmåne (Buck Moon) – 29. Juli kl. 16:37 (Vandbæreren)
Julis fuldmåne lander i Vandbærerens frie og visionære tegn. En eftermiddagsmåne, hvor mange af os nok står midt i hverdagens gøremål – men netop dér minder hun os om at løfte blikket og se lidt længere frem. Astrologisk står Solen i Løven overfor Månen i Vandbæreren, og det trækker i en balance mellem “mig” og “vi”. På den ene side er der lysten til at skinne klart og personligt, på den anden side kaldet til at være del af fællesskabet. Det kan føles lidt som at danse mellem at synge solo og at synge i kor – og begge dele har sin magi.
Jeg synes, Vandbærerens fuldmåne altid føles som en frisk brise. Den rusker i det, der er blevet for tungt, og spørger: Hvor kan du give slip på gamle vaner – og hvor tør du lade din unikke stemme få mere plads? Det behøver ikke være stort – måske er det bare at prøve en ny ret til aftensmad, sige højt hvad du egentlig har på hjerte, eller tage en tur på en ny sti i skoven. Eventyr starter ofte i det små.
Krystaller der støtter denne månes energi er Ametyst for ro og spirituel klarhed, Fluorit for overblik og balance i tankerne, og Apatit for kreativitet og mod til at gå nye veje.
Tænk på denne fuldmåne som en frisk vind gennem åbne vinduer – hun lufter ud, slipper støvet og giver plads til nye tanker. Og måske minder hun dig også om, at du både kan være helt dig selv og en del af noget større.
August
Nymåne & Solformørkelse – 12. August kl. 19:37 (Løven)
Augusts nymåne er i Løvens varme og livsglade tegn – og denne gang er den ekstra kraftfuld, fordi den følges af en dels solformørkelse, så energien kan føles ekstra stærk – som et kort øjeblik i skyggen, før dit eget lys vender klarere tilbage. Astrologisk forstærker solformørkelsen energien – den kan bringe gamle mønstre frem, som har holdt dig tilbage, så du kan vælge at slippe dem. Når skyggen glider væk, bliver det tydeligere, hvad der skal have plads i dit hjerte.
Løvens nymåne føles altid som et hjerte, der banker højere. Hun spørger: Hvad får dig til at gløde indefra? Måske handler det ikke om de store scener, men om små øjeblikke, hvor du tør stå ærligt frem. Det kan være at sige din mening højt, dele dit kreative udtryk eller bare give dig selv lov til at fylde lidt mere i dit eget liv.
Krystaller der støtter denne månes energi er Karneol for passion og mod, Citrin for selvtillid og glæde, og Solsten for at minde dig om, at dit lys altid er værd at dele.
Tænk på denne nymåne som et kosmisk spotlight: et kort øjeblik dæmpes lyset, så du kan finde dit indre ståsted – og når det vender tilbage, står du lidt stærkere i dig selv.
Fuldmåne & Delvis Måneformørkelse (Sturgeon Moon) – 28. August kl. 06:19 (Fisken)
August runder af med en kraftfuld fuldmåne i Fiskens drømmende og intuitive tegn – og som prikken over i’et, falder den sammen med en delvis måneformørkelse. Det er lidt som om universet trækker gardinet for et øjeblik, så vi ser tydeligere, hvad der gemmer sig i skyggerne. Astrologisk aktiverer denne fuldmåne aksen mellem Fiskene og Jomfruen – mellem drømme og praktiske rammer. Det er lidt som at stå med to notesbøger: den ene fyldt med to-do-lister, den anden med drømme og længsler. Denne måne minder os om, at begge bøger har værdi – men måske skal de ikke blandes sammen side for side.
Fiskens fuldmåne har altid en blid, næsten magisk stemning, men når den bliver forstærket af en formørkelse, kan følelser og intuition ramme ekstra dybt. Hun spørger: Hvad har du båret med dig, som nu er klar til at blive sluppet? Måske gamle vaner, gamle historier eller bare et par tanker, der ikke længere støtter dig.
Krystaller der støtter denne månes energi er Ametyst for ro og spirituel indsigt, Fluorit for jordforbindelse og fokus, og Labradorit for at åbne intuitionen og mærke forbindelsen til det usynlige.
Tænk på denne fuldmåne som en slags kosmisk oprydning – hun tænder lyset, viser dig, hvad der stadig fylder i krogene – og giver dig muligheden for at lade hjertet vælge, hvad der skal blive, og hvad der er klar til at gå.
Septemper
Nymåne – 11. September kl. 05:27 (Jomfruen)
September starter med en tidlig morgenmåne, hvor de fleste af os nok stadig sover – men måske netop derfor giver hun os en blid chance for at vågne til klarhed og nye intentioner. Astrologisk er denne nymåne særligt interessant, fordi Månen danner en støttende forbindelse til Mars i Krebsen. Det giver os modet til at handle på det, vi føler – men på en blid måde, hvor både hjerte og vilje kan følges ad. Det er en fin balance mellem at få ting gjort og samtidig lytte til, hvordan det føles indeni.
Jomfruens nymåne føles altid som et frisk pust af struktur og overblik. Hun spørger: Hvor kan du rydde lidt op – i kalenderen, i hjemmet eller i tankerne – så der bliver plads til det, der virkelig betyder noget? Og bare rolig, det behøver ikke være kæmpe projekter. Måske er det bare at rydde en skuffe, skrive dine tanker ned eller tage en ekstra slurk vand midt på dagen.
Krystaller der støtter denne månes energi er Fluorit for fokus og klarhed, Amazonit for balance og ærlig kommunikation, og Peridot for fornyelse og hjerteenergi.
Tænk på denne nymåne som et lille indre eftersyn – en chance for at skabe orden i det, der har hobet sig op, og give plads til, at noget nyt kan vokse stille og roligt.
Fuldmåne (Harvest Moon) – 26. September kl. 18:50 (Vædderen)
September bringer os fuldmåne i Vædderens modige og handlekraftige tegn. Det er årets Harvest Moon – den fuldmåne, der ligger tættest på efterårsjævndøgn, og som altid har været forbundet med taknemmelighed, høst og at samle kræfter til næste sæson. Astrologisk er denne fuldmåne spændende, fordi Månen danner en trigon til Mars, som kan give ekstra energi og mod til at handle på det, du føler. Samtidig har Månen tidligere været i konjunktion med Neptun, hvilket kan have åbnet for drømme, intuition eller en følelse af, at sløret mellem virkelighed og indre længsler blev lidt tyndere. Balancen mellem Solen i Vægten (fællesskab og harmoni) og Månen i Vædderen (autenticitet og vilje) står tydeligt frem – som at danse mellem dit eget klare “ja” og hensynet til “os to/vi”.
Vædderens fuldmåne føles som et tændt bål midt i den kølige efterårsluft. Den minder os om, at vi stadig kan handle og skabe – også selvom dagene bliver kortere. Hun spørger: Hvad vil du tage med dig videre ind i efteråret – og hvad er klar til at blive sluppet?
Krystaller der støtter denne månes energi er Rød Jaspis for mod og handlekraft, Rutil kvarts for klarhed og fokus, og Sort Turmalin for beskyttelse og grounding, når energien bliver intens.
Tænk på denne fuldmåne som en høstfest i dit eget liv – fejre det, du allerede har skabt, slip det, der er tungt – og lad gnisten tænde for de næste skridt, du længes efter at tage.
Oktober
Nymåne – 10. Oktober kl. 17:50 (Vægten)
Oktobers nymåne falder i Vægtens harmoniske tegn. En nymåne midt på aftenen, hvor mørket falder tidligt, og vi så småt mærker efterårets ro brede sig. Astrologisk peger Vægten på relationer, retfærdighed og æstetik. Det er en måne, hvor dialog kan flyde lettere, og hvor vi får en chance for at se både os selv og andre med lidt blødere øjne.
Vægtens nymåne føles som et kærkomment åndehul. Hun spørger: Hvor kan du skabe lidt mere balance – i dine relationer, i dit hjem eller i dig selv? Det handler ikke om at være perfekt afvejet, men om at finde den lille justering, der gør livet lettere. Måske er det at sige ja til et venskab, nej til et pres – eller bare at skænke dig selv et ekstra øjebliks stilhed.
Krystaller der støtter denne månes energi er Rosakvarts for kærlighed og mildhed, Grøn Aventurin for balance og hjertestyrke, og Howlit for klarhed og ro, når tankerne kører i ring.
Tænk på denne nymåne som et spejl, der minder dig om, at balance ikke er noget statisk – det er noget, vi hele tiden skaber på ny, et skridt ad gangen.
Fuldmåne & Total Måneformørkelse (Hunter’s Moon) – 26. Oktober kl. 05:13 (Tyren)
Oktober giver os en kraftfuld fuldmåne i Tyrens jordnære tegn – og denne gang er den ikke alene. Den falder sammen med en total måneformørkelse, hvor Månen går helt i Jordens skygge. Det er som om universet slukker for lyset et øjeblik, så vi kan mærke, hvad vi virkelig står fast på. Astrologisk står Solen i Skorpionen overfor Månen i Tyren, og med formørkelsen bliver denne akse ekstra intens. Det handler om balancen mellem at bevare og at transformere, mellem det kendte og det dybe ukendte. Du kan opleve følelserne som ekstra stærke – men husk, det er også en mulighed for at give slip på gamle mønstre, så noget nyt kan gro.
Fuldmåner i Tyren plejer at have en rolig, sanselig energi, der peger på tryghed, krop og nydelse. Men når den samtidig er formørket, bliver det ekstra tydeligt: Hvad holder dig tryg – og hvad holder dig fast? Måske opdager du, at noget, du troede gav ro, faktisk er blevet en lænke. Eller at en lille ændring kan frigøre plads til noget, der føles mere ægte.
Krystaller der støtter denne månes energi er Røgkvarts for grounding og for at slippe det, der ikke længere tjener dig, Malakit for transformation og hjerteåbenhed, og Pyrit for styrke og selvtillid, når du finder dit eget ståsted midt i forandringer.
Tænk på denne fuldmåne som en kosmisk genstartsknap – et kort dyk i mørket, før lyset vender tilbage klarere end før – og du står en lille smule mere fri.
November
Nymåne – 9. November kl. 08:02 (Skorpion)
November åbner med en nymåne i Skorpionens dybe og transformerende tegn. En morgenmåne, hvor verden stille er igang, og hvor mørket udenfor matcher følelsen af at vende blikket indad. Astrologisk har denne nymåne en særlig dybde – Sol og Måne mødes i Skorpionen, og energien peger på forandring, intensitet og heling. Den kan føles som et lille kosmisk laboratorium, hvor du får lov til at forvandle det, der engang føltes tungt, til ny kraft.
Skorpionens nymåne føles altid som en invitation til at gå under overfladen. Hun spørger: Hvad er du klar til at slippe – og hvad vil du lade genopstå på en ny måde? Det kan være gamle vaner, en tanke du er færdig med, eller bare en del af dig selv, som har brug for at få lov at transformere.
Krystaller der støtter denne månes energi er Obsidian er for beskyttelse og indre klarhed, Malakit for transformation og heling, og Labradorit for at åbne intuitionen og støtte dig i processen.
Tænk på denne nymåne som en stille genfødsel – et øjeblik hvor du kan samle dig, slippe noget gammelt og lade et frø af noget nyt finde sin vej i mørket.
Fuldmåne (Beaver Moon) – 24. November kl. 15:55 (Tvillingen)
November giver os fuldmåne i Tvillingernes nysgerrige og livlige tegn. En eftermiddagsmåne, hvor mange af os sikkert er midt i hverdagsræs med arbejde, skolebørn eller aftensmadsplaner – men alligevel kan hun fange blikket og minde os om at stoppe op. Astrologisk står Månen i Tvillingerne overfor Solen i Skytten, og det giver en balance mellem det nære og det eventyrlige: mellem de små detaljer i hverdagen og de store visioner, der lokker i horisonten. Denne fuldmåne minder os om, at begge dele har værdi – men at vi skal vælge, hvad vi giver plads til.
Tvillingernes fuldmåne handler om ord, tanker og udtryk. Noget, der har ligget og bygget sig op, vil nu gerne finde vej ud – måske som en samtale, en idé, eller bare som den følelse, der endelig får et sprog. Hun spørger: Hvilke ord vil du sige højt – og hvilke tanker kan du roligt lægge fra dig?
Krystaller der støtter denne månes energi er Sodalit for ærlig kommunikation, Citrin for optimisme og glæde, og Ametyst for ro og klarhed, når tankerne kører på højtryk.
Tænk på denne fuldmåne som et kosmisk samtalerum – hun giver dig mulighed for at sætte ord på det, du mærker – og skabe mere ro både i sindet og i hjertet.
December
Nymåne – 9. December kl. 01:52 (Skytten)
Årets sidste nymåne falder i Skyttens eventyrlystne tegn. En midnatsmåne, hvor stilheden udenfor gør det let at drømme stort – og måske endda lade tankerne flyve længere end de plejer. Astrologisk peger denne nymåne på visioner, læring og muligheder. Skyttens energi minder os om, at livet bliver rigere, når vi tør være nysgerrige – og at selv et lille skridt i en ny retning kan åbne døre, vi ikke vidste fandtes.
Skyttens nymåne føles altid som et åbent vindue mod horisonten. Hun spørger: Hvad længes du efter – og hvad er du klar til at tage første skridt imod? Det kan være noget så simpelt som at give dig selv lov til at udforske en ny hobby, planlægge en rejse eller bare finde en frisk måde at se hverdagen på.
Krystaller der støtter denne månes energi er Lapis Lazuli for visdom og indsigt, Karneol for passion og mod, og Citrin for optimisme og lys i sindet.
Tænk på denne nymåne som et lille gnistfyrværkeri i vintermørket – et øjeblik til at rette blikket mod det, der kan lyse din vej ind i det nye år.
Fuldmåne & Supermåne (Cold Moon) – 24. December kl. 02:29 (Krebsen)
Årets sidste fuldmåne er ikke bare hvilken som helst måne. Det er en supermåne i Krebsens følsomme og hjertevarme tegn. På juleaftensdag! Som om universet har hængt en ekstra stor lyskugle på himlen, bare for at minde os om, at lyset altid er med os. Som supermåne føles energien stærkere og mere intens – følelserne kan boble lidt ekstra, både på godt og ondt. Og fordi Månen samtidig står i kvadrat til Neptun, kan drømme, længsler og illusioner også blande sig i stemningen. Det er smukt, men kan også gøre tingene lidt tågede. Her kan det være en hjælp at minde sig selv om, at perfektion ikke findes – hverken til jul eller i livet – og at magien ofte ligger i det uperfekte.
Stenbukkens fuldmåne føles altid som en slags statusrapport: Hvordan går det egentlig med de ting, du har sat i gang? Ikke som et surt “to-do-listen er for lang”-blik, men mere som et kærligt reality-check. Måske er du længere, end du selv troede – eller måske opdager du, at noget skal justeres, så det passer bedre til dig, som du er nu.
Krystaller der støtter denne månes energi er Rosakvarts for kærlighed og blidhed, Røgkvarts for grounding midt i følelserne, og Månesten for intuition og hjerteforbindelse.
Tænk på denne fuldmåne som en kosmisk julekugle – stor, lysende og fuld af følelser – en påmindelse om, at du allerede bærer det vigtigste lys indeni.
Afsluttende tanker
Månens faser og energi er der – også når du glemmer hende
Så nåede vi hele vejen gennem årets anden halvdel – fra sommerens gnist til vinterens stille dybde. Seks måneder, hvor månen har mindet os om både balancen i hverdagen, transformationens kraft og den stille magi, der gemmer sig i de små øjeblikke.
Vi fik lov til at opleve stærke fuldmåner, intense formørkelser og endda en supermåne, der lyste ekstra klart over os juleaftensdag. Alt sammen som små kosmiske pejlemærker, der inviterede os til at stoppe op, mærke efter og finde vores egen rytme i samspil med himlen.
I Lykmars Univers ser jeg månen som en venlig guide – hun beder os ikke om at være perfekte, men minder os bare om, at vi er på vej. Om du har fulgt alle faserne nøje, eller bare har nikket til hende en sen aften gennem køkkenvinduet, så er du allerede en del af hendes dans.
Hvis du har lyst til at læse eller genlæse månefaserne for årets første seks måneder, kan du finde dem HER!
Og husk, Månen er ikke til for at imponere – hun er der for at blive mærket. Et lille lys i mørket, et åndedrag i din hverdag og en invitation til at finde hjem til dig selv, igen og igen.
Heidi Jetmar – Lykmars Univers

