Måneoversigt for 2026 – Januar til Juni
– energier, klokkeslæt og krystaller til Månefaserne Januar til Juni 2026
Månen har altid haft en særlig evne til at røre noget dybt i os. Den styrer tidevandet, vækker planterne til live – og får os mennesker til at løfte blikket og mærke indad. I Lykmars Univers ser jeg månen som en blid rytmegiver: en hånd på skulderen, når det er tid til at slippe, og en stille hvisken, når noget nyt banker på.
Her finder du en oversigt over de første seks måneders månefaser i 2026 – med klokkeslæt, energier, stjernetegn og krystaller, der kan støtte dig, hvis du ønsker at følge månens cyklus. Og hvis du ikke kan vente, og hellere vil læse om de sidste 6 måneders månefase, kan du finde dem lige HER.
Det kræver ingen store ritualer. Ofte er det nok at tænde et lys, holde en krystal tæt og trække vejret dybt, mens du kigger mod himlen og siger: “Jeg er klar.” Så uanset om du – ligesom jeg – sidder i Døstrup med varme uldsokker og en kop te, går en aftentur gennem Hobros villaveje eller bare længes efter lidt mere magi i hverdagen, så håber jeg, du kan finde inspiration her.
For månen beder dig ikke om at have svarene. Den minder dig blot om, at du allerede er på vej. Og derfor kan vi nu se frem mod, hvordan de første seks måneder af 2026 folder sig ud – fase for fase, lys for lys.
Måner for Januar til Juni 2026
Januar
Fuldmåne (Wolf Moon) – 3. Januar kl. 11:04 (Krebsen)
Årets første fuldmåne – også kaldet Wolf Moon – lander den 3. januar kl. 11:04. Månen står denne dag tæt på Jupiter, hvilket kan give et smukt og kraftfuldt skue på himlen – og minde os om, at store drømme også kan have plads i det nære.
Jeg synes altid, der er noget særligt ved årets første fuldmåne. Den kommer som et klart lys i mørket og minder os om, at vi faktisk er kommet i gang med et nyt kapitel – også selvom vi stadig går rundt i uldsokker og prøver at vænne os til, at kalenderen siger 2026. Fuldmånen i Krebsens tegn peger på hjem, tryghed og følelser. Den spørger: Hvordan vil du gerne starte året – helt inde i hjertet? Måske handler det ikke om store nytårsforsæt, men om små enkle valg, der føles rigtige for dig.
Krystaller der støtter denne månes energi er Rosakvarts for blid kærlighed og selvomsorg, Røgkvarts for Grounding og ro til at slippe det gamle, og Månesten for intuition og nye begyndelser.
Tænk på denne fuldmåne som en stille startknap: du behøver ikke have hele året planlagt. Bare mærk efter, hvad du vil tage med dig – og hvad du roligt kan lægge fra dig.
Nymåne – 18. Januar kl. 20:53 (Stenbukken)
Årets første nymåne lægger sig i Stenbukkens jordnære tegn og giver os en chance for at starte året på en stille og bevidst måde – måske endda med en kop te og benene oppe, mens mørket udenfor føles som en blank side i kalenderen. Samtidig danner Månen en trigon til Uranus i Tyren, og det giver et frisk pust af originalitet. Måske får du en pludselig idé i køkkenet, på gåturen eller midt i hverdagsrod – og det er helt fint. Det er som om universet hvisker: Du må gerne gøre det på din måde.
Der er også altid noget særligt ved årets første nymåne. Den mørke himmel føles som et tomt lærred – et sted hvor frø kan sås, før de bryder frem i lyset. Når Sol og Måne mødes i Stenbukken, peger det på fundament, struktur og langsigtet styrke. Det handler ikke om at planlægge alt, men om at bygge et afsæt, der holder – ét lille skridt ad gangen.
Krystaller der støtter denne månes energi er Sort Turmalin for grounding og stabilitet, Citrin for at bringe lys og mod ind i nye begyndelser, og Månesten for at støtte intuitionen, når du mærker efter, hvad der skal vokse i dit liv.
Tænk på denne nymåne som et stille pust – en mulighed for at sætte en intention og give plads til, at noget nyt kan spire – uden pres, kun med ro.
Februar
Fuldmåne (Snow Moon) – 1. Februar kl. 23:10 (Løven)
Februars fuldmåne – også kaldet Snow Moon – lander den 1. februar kl. 22:08. Månen står denne nat i Løvens tegn, og det giver en energi af mod, hjerte og autenticitet. Samtidig spejler Solen sig i Vandmanden, så vi bliver mindet om balancen mellem at være en del af fællesskabet – og stadig stå stærkt som os selv. Astrologisk danner Månen også spændinger til Mars i Vandmanden denne aften. Det kan vække et ekstra stærkt drive – men også lidt drama eller gnidninger, hvis egoer clasher. Tag det som et hint til at vælge dit hjerte over din stædighed, når energien banker på.
Jeg synes, der er noget særligt varmt ved denne fuldmåne. Midt i vintermørket kan den føles som en lille ild, der kalder på, at vi tør vise lidt mere af vores lys. Månen spørger: Hvor vil du gerne skinne, også selvom dagene stadig er korte? Måske er det i en kreativ idé, en hjertesag – eller bare i den måde, du er dig selv på, helt ærligt og uden filter.
Krystaller der støtter denne fuldmånes energi er Citrin for selvtillid og livsglæde, Karneol for kreativitet og handlekraft, og Rosakvarts for at minde dig om, at alt starter i hjertet.
Tænk på denne fuldmåne som en vinterflamme – en påmindelse om, at glæde, mod og varme ikke behøver at vente på sommeren. Dit lys kan få lov at skinne allerede nu.
Nymåne – 17. Februar kl. 13:03 (Vandbæreren)
Februars nymåne falder midt på dagen, som et stille punktum i himlen – en pause, hvor vi kan mærke, at noget nyt er klar til at spire. Astrologisk står Månen tæt på Saturn i Vandmanden, hvilket giver tyngde til idéerne. Det handler ikke kun om drømme, men også om at gøre dem virkelige med struktur og tålmodighed. Som om universet siger: Du må gerne drømme stort – men byg det på et solidt fundament.
Denne nymåne har potentiale til at være lidt “spændt” på en god måde: Vandmandens ånd bringer frihed, vision og fællesskab. Det er måske ikke tiden til at starte store projekter, men til at lytte til de små idéer, der dukker op, når du går rundt med hunden, brygger kaffe eller bare kigger ud af vinduet.
Krystaller der støtter denne månes energi er Regnbuefluorit for klarhed og overblik, Ametyst for ro og kontakt til det højere selv, og Apatit for at åbne frihed, kreativitet og nye perspektiver.
Tænk på denne nymåne som et øjeblik til at trække vejret. Intet behøver at være færdigt, ingen forventninger om at alt skal ske på én gang. Bare plads til at mærke – og mod til at lade noget lille begynde.
Marts
Fuldmåne (Worm Moon & Måneformørkelse) – 3. Marts kl. 12:39 (Jomfruen)
Marts’ fuldmåne er samtidig en total måneformørkelse, og selvom vi ikke kan se den her i Danmark, kan vi stadig mærke dens dybe energi. Formørkelser har det med at skrue op for intensiteten – følelser kan føles stærkere, og gamle mønstre kan komme tydeligere frem for at blive sluppet.
Jeg synes altid, at Jomfru-fuldmånen føles som en forårsoprydning for sjælen. Og med den ekstra energi, er det som om den banker på og spørger: Hvor kan jeg skabe mere balance og klarhed i mit liv? Måske er det i de små vaner, i dine tanker – eller bare i den måde, du giver dig selv lov til at hvile. Fuldmånen beder dig ikke om perfektion, men om at finde ro i det, der faktisk fungerer for dig.
Krystaller der støtter denne månes energi er Røgkvarts for at slippe det tunge, Regnbuefluorit for klarhed og struktur, og Ametyst for at give ro og kontakt til dit indre.
Tænk på denne fuldmåne som en slags kosmisk hovedrengøring – en mulighed for at slippe det, der ikke længere tjener dig, og gøre plads til det nye, der er på vej.
Nymåne – 19. Marts kl. 02:23 (Fisken)
Nymånen i Marts falder midt i nattens stilhed, og kan den føles som et blødt tæppe, der lægger sig over alt, så du bedre kan høre din egen indre stemme – eller i det mindste opdage, at du faktisk har brug for at sove lidt mere. Astrologisk danner denne nymåne harmoniske forbindelser til Pluto og Jupiter, hvilket giver en følelse af dyb transformation og tro på, at noget større er muligt. Det er som om universet hvisker: Du må gerne tro på dine drømme – også de fjollede eller de store.
Jeg synes altid, at Fiskens energi er lidt magisk. Den handler om intuition, drømme og det usynlige lag mellem tingene. Måske får du en besked i en drøm, en tanke, mens du står og børster tænder, eller bare en snigende følelse af, at det er tid til at tage et lille skridt i en ny retning – uden at du helt kan forklare hvorfor.
Krystaller der støtter denne månes energi er Ametyst for ro og spirituel kontakt, Celestin for drømme og blid kontakt til det højere, og Regnbuefluorit for at skabe klarhed i tankemylderet (ja, selv når det rammer kl. 03 om natten).
Tænk på denne nymåne som en lille natlampe – den lyser måske ikke hele stien, men den giver dig nok lys til at finde dine hjemmesko og tage det næste skridt.
April
Fuldmåne (Pink Moon) – 2. April kl. 04:13 (Vægten)
April byder på en såkaldte Pink Moon – ikke fordi den lyser lyserød på himlen (selvom det kunne være ret magisk), men fordi den traditionelt forbindes med forårets første blomstring. Astrologisk står Solen samtidig i Vædderens tegn, og det kan give en kontrast mellem handlekraft og behovet for samarbejde. Det er lidt som at have lyst til at løbe et maraton alene – men opdage, at det faktisk er hyggeligere at have nogen at følges med.
Jeg synes, Vægtens fuldmåne altid føles som et venligt spejl. Den minder os om balancen mellem “mig” og “os”, mellem at ville meget selv og at være en del af noget større. Månen spørger: Hvor er det, du længes efter mere harmoni? Det kan være i relationer, i din kalender, eller bare i dit eget hoved, når to-do-listen drøner derudad.
Krystaller der støtter denne månes energi er Rosakvarts for kærlighed og harmoni, Grøn Aventurin for balance og hjerteenergi, og Sodalit for at skabe ro og ærlighed i kommunikationen.
Tænk på denne fuldmåne som en forårsrengøring i relationer og i dig selv – en mulighed for at slippe drama, finde balancen og mærke, hvad der virkelig giver dig ro i sjælen.
Nymåne – 17. April kl. 13:54 (Vædderen)
April bringer os en Nymåne der falder midt på dagen – et skifte, hvor solen står højt, og alting føles klarere. Der er noget energisk og nyskabende over det. Astrologisk set mødes Solen og Månen i Vædderen og skaber en stærk ny begyndelse. En energi, der kan bringe balance mellem det handlekraftige og det følsomme i os – som om maskulin og feminin energi finder et fælles sprog. Samtidig kan du måske mærke et lille pres for at være helt ærlig over for dig selv og andre. Vædderen beder dig om at turde stå frem, men på en måde hvor du handler fra hjertet.
Jeg ved godt, at “midt på dagen” ikke lyder som den mest poetiske måned, men forestil dig, at verden holder en lille pause lige dér – du tager en ekstra dyb indånding, kigger op fra skærmen og siger til dig selv: “Okay, hvad vil jeg plante nu?” Vædderens energi handler ikke om at vente, men at tage ét skridt mod dét, der føles vigtigt.
Krystaller der støtter denne månes energi er Karneol for mod og handlekraft, Rød Jaspis for grounding og styrke, og Celestin for at holde forbindelsen til det stille, intuitive lag, mens du tager dine skridt.
Det er en nymåne til at plante drømme – uden at planlægge alt. Bare mærk længslen.
Maj
Fuldmåne (Flower Moon) – 1. Maj kl. 19:24 (Skorpion)
Maj begynder med Flower Moon, der samtidig en penumbral/Skygge måneformørkelse – så selvom vi ikke ser det store drama på himlen, kan vi stadig mærke energien som et ekstra dybt træk i sjælen. Astrologisk står Solen i Tyren, så der er et smukt spænd mellem det jordnære og det dybe. Hvor Tyren siger “nærvær, nydelse og ro”, minder Skorpionen os om, at sand transformation kræver, at vi tør se ærligt på det, vi gemmer.
Jeg synes, Skorpionens fuldmåne altid føles som en indre oprydning. Den spørger: Hvad holder du stadig fast i, som ikke længere er godt for dig? Måske er det gamle vaner, tanker eller relationer, der trænger til at blive givet fri. Det kan føles intenst, men også forløsende – lidt som når man endelig får ryddet op i den skuffe, man længe har ignoreret, og opdager, at der faktisk var plads til noget nyt.
Krystaller der støtter denne månes energi er Obsidian for at slippe gamle mønstre og finde sandheden, Malakit for dyb healing og transformation, og Røgkvarts for at jorde og skabe ro midt i det hele.
Tænk på denne fuldmåne som en chance for at trække vejret dybt og give slip. Du behøver ikke tage det hele på én gang – bare begynde med ét lille lag, og mærke hvordan noget lettere kan gro i stedet.
Og som en lille ekstra note – Maj er særligt magisk i 2026, fordi den rummer to fuldmåner – den næste falder den 31. maj og bliver dermed en sjælden Blue Moon.
Nymåne – 16. Maj kl. 22:03 (Tyren)
Majs nymåne er en nymåne, der næsten hvisker: Sænk tempoet, mærk jorden under dig, og giv dig selv lov til bare at være. Astrologisk peger denne nymåne på værdier og stabilitet. Den spørger: Hvad er det, du virkelig holder af? Og hvordan kan du skabe mere af det i dit liv? Det er en energi, der støtter dig i at bygge noget solidt, hvor ro og nærvær er fundamentet.
Jeg følerTyrens nymåne som et varmt tæppe, man svøber sig i en kølig forårsaften. Den handler ikke om store armbevægelser, men om at sætte noget i gang, der får lov at vokse stille og stærkt – i dit eget tempo. Det kan være nye rutiner, relationer eller små intentioner for, hvordan du gerne vil nære dig selv i hverdagen.
Krystaller der støtter denne månes energi er Grøn Aventurin for vækst og hjertebalance, Mos Agat for jordforbindelse og stabilitet, og Peridot for at bringe frisk energi og nye muligheder ind.
Tænk på denne nymåne som et frø, du planter i den lune jord. Du ser ikke resultatet med det samme, men med tålmodighed, næring og lidt kærlighed kan det vokse sig stærkt og livskraftigt.
Fuldmåne (Blue Moon) – 31. Maj kl. 10:46 (Skytten)
Maj slutter af med manér – en sjælden Blue Moon i Skyttens eventyrlystne tegn. To fuldmåner på én måned er altid noget særligt – som om universet siger: Der er lige en ekstra chance til dig. Astrologisk kan denne fuldmåne åbne for indsigt, visdom og modet til at slippe gamle begrænsninger. Den kalder os til at se længere end de rammer, vi selv (eller andre) har sat – og huske, at frihed også findes i de valg, vi træffer hver dag.
Jeg synes, Skyttens fuldmåne føles som at stå på en bakketop og se ud over landskabet. Den spørger: Hvor længes du efter at udvide din horisont? Det kan være en ny idé, et sted, du drømmer om at rejse hen, eller bare en frisk måde at se dit eget liv på. Og hey – det behøver ikke være større end at prøve en ny is-smag, tage en ny vej hjem fra arbejde eller lytte til den podcast, du har sprunget over. Eventyr starter i det små.
Krystaller der støtter denne månes energi er Lapis Lazuli for visdom og indsigt, Ametyst for klarhed og spirituel kontakt, og Turmalin Kvarts for at beskytte energien, mens du tør gå nye veje.
Tænk på denne fuldmåne som en ekstra gave – en ekstra lysende påmindelse om, at livet ikke er låst fast – der er altid mulighed for at vælge anderledes og se lidt længere ud i horisonten.
Juni
Nymåne – 15. Juni 04:56 (Tvillingen)
Juni bringer en tidlig morgenmåne, hvor verden stadig er stille, og hvor nye idéer kan føles friske og lette – som dug på græsset. Astrologisk ligger der et spænd mellem Månen og Neptun denne dag. Det kan give ekstra følsomhed og drømme, men også lidt tåge. Måske mærker du meget mere end normalt – eller har svært ved at vide, om det, du føler, kommer indefra eller udefra. Tag det som en mulighed for at lytte stille, uden at du behøver at finde svarene med det samme.
Tvillingens nymåne føles altid som en invitation til at lege lidt med livet. Den spørger: Hvad er du nysgerrig på lige nu? Det behøver ikke være stort – måske bare at tage en ny rute på gåturen, ringe til en gammel ven, eller endelig skrive det ned, der har summet i baghovedet.
Krystaller der støtter denne månes energi er Citrin for klarhed og lethed, Sodalit for ærlig kommunikation og ro i tankerne, og Iolit for intuition og evnen til at navigere, når der er mange muligheder i spil.
Tænk på denne nymåne som en frisk notesbog på sengebordet: du behøver ikke fylde den med det samme – bare begynd med ét ord, én tanke, ét lille frø. Resten folder sig ud, når tiden er klar.
Fuldmåne (Strawberry Moon) – 30. Juni kl. 01:58 (Stenbukken)
Juni afrundes med Strawberry Moon – opkaldt efter jordbærsæsonen, så du kan passende fejre den med en skål friske bær (hvis ikke du allerede har spist dem på vejen hjem). Astrologisk danner Månen denne dag et kvadrat til Saturn, hvilket kan føles lidt stramt: som en mild kosmisk chef, der minder dig om, at struktur og grænser faktisk kan være en hjælp – også selvom du hellere vil trække dynen op over hovedet. Samtidig er Månen helt oplyst (næsten 100 %), så alt står ekstra tydeligt frem. Det kan være intenst, men også befriende, når sandheden endelig får lys.
Stenbukkens fuldmåne føles altid som en slags statusrapport: Hvordan går det egentlig med de ting, du har sat i gang? Ikke som et surt “to-do-listen er for lang”-blik, men mere som et kærligt reality-check. Måske er du længere, end du selv troede – eller måske opdager du, at noget skal justeres, så det passer bedre til dig, som du er nu.
Krystaller der støtter denne månes energi er Røgkvarts for grounding og ro, Fluorit for klarhed og fokus, og Granat for vilje og styrke til at tage skridtet videre.
Tænk på denne fuldmåne som en slags kosmisk lommelygte – den lyser på både dine fremskridt og dine små benspænd – så du kan tage et bevidst valg om, hvad du vil bære med videre, og hvad du roligt kan lade blive liggende.
Afsluttende tanker
Månens faser og energi er der – også når du glemmer hende
Så nåede vi rundt om årets første 6 måneder af månefaserne – fra januars stille Wolf Moon til junis Strawberry Moon. En halv guidet månevandring med krystaller i lommen, tanker i tasken og lidt hverdagsmagi undervejs.
Vi har brugt de klassiske navne som Wolf Moon og Strawberry Moon, som stammer fra amerikanske og indfødte traditioner. De er blevet ret udbredte i moderne månekalendere, fordi de sætter stemning og spejler naturens rytme. Men husk – du må altid kalde dem lige dét, der giver mening for dig.
Her i Skandinavien har vi haft vores egne mådenavne og fejringer, selvom de i dag er mindre kendte. Og helt ærligt? Månen spørger ikke, hvad du kalder hende – hun spørger bare, om du lytter. Så om du siger “Fuldmåne i Skytten” eller bare “Wow, se den flotte kugle på himlen i aften,” så er du allerede med.
Hvis du er nysgerrig på, hvordan månefaserne fungerer – og hvordan du kan bruge dem i dit eget flow – kan du også læse mit indlæg om Månens kræfter og fire faser her på bloggen. Og er du nysgerrig på de sidste 6 måneder af 2026, kan du finde dem HER – så du kan fortsætte månevandringen resten af året.
Og husk – Månen er ikke til for at imponere – hun er til for at mærke. Måske lige notere lidt i kalenderen, hvis hun får dine følelser til at larme ekstra.
Heidi Jetmar – Lykmars Univers

